Månedens dokument: Reiseberetning fra Vestnes i maskinskrift

Henr. Ibsen

Fra Vestnæs

Postvejen fra Alesund til Christiania gaar de förste 2 – 3 Mil langsmed Storfjordens nordlige Strand og er ialfald paa Strækningen fra Solnör til Sjöholt ubeskrivelig dejlig. Den jævnt hældende Lid har her Skraaning mod Syd ned til Fjorden og er lige til överst oppe klædt med Furru og den frodigste Lövskog. Alt imillem, snart ovenfor, snart nedenfor Vejen ligger venlige Gaarde halvt gjemte mellem Trægrupperne, den blaa Vandflade glittrer gjennem Løvet og fra og til aabner sig en Udsigt med de romsdalske Tagger og Tinder længst borte. Fra Sjöholt inde ved Fjordbunden bær Vejen over Örskougfjedet og skjærer saaledes tvers over Roden af den store Halvö som strækker sig langt vesterud med Harhamsöerne som Forposter mod Havet. Her skulde jeg en vakker Morgenstund over; men Enhver, som har rejst noget hertillands og lært at Bonden ved ”Fjeldet” i denne Forbindelse altid forstaar Höjfjeldet, betænker sig gjerne to Gange för han tager afsted tilfods. Ialfald havde jeg i frisk Erindring en Tour fra Lom til Fortun i Sogn hvor Vejen ligeledes gaar ”over Fjeldet” og hvor vi en halv Dags Tid kravlede os over Fjelde baade op og ned og saa, paa vort Spörgsmaal til Föreren om vi ikke nu var paa Fjeld

et, fik til Svar ”did kommer vi ikke för imorgen”. Over Ørskougfjeldet gaar imidlertid den slagne Landevej, neppe et tusinde Fod ivejret saa er man oppe, men paa Plateauet er der ikke destomindre fuldstændig Höjfjeldsnatur. Store Myrstrækninger strækker sig langt ud til begge Sider, tilvenstre ligger et koldt sortblaat Fjeldvand hvis Tillöb taber sig i den blöde Myrbund, Lyngen klæder Bakkehældene og Trævæxten blir alt tyndere og skralere. Heroppe har Ørskougsbygden sine Sætre; bebyggede Gaarde fandtes för, siges der, men de er nu forladte. Det er sjelden at Höjfjeldnaturen sænker sig saa lavt; Grunden maa vistnok være den skjærende Nordenvind, som kommer fra det Trondhjemske og over den brede Moldefjord för den stryger her ned igjennem Skardet. Midtvejs ligger dog en Fjeldgaard, Ellingsgaarden, hvor Kornet gror tykt og frodigt, men her er ogsaa Ly af en brat Fjeldkamm mod Nord. Er man kommen dette Sted vel forbi saa bær det snart nedover igjen og en vidunderlig Udsigt aabner sig med Tresfjorden paa højre Side og Romsdalsfjorden lige forud. Atter gaar Vejen langsmed Bjerkelien ligesom ved Sjöholt; over en Mil borte, paa den anden Side af Fjorden skimter man Molde med dets skinnende Træhuse, og Fanestranden som strækker sig langs med Fjorden paa Nordsiden indover mod Exingedalen og Veblungsnæsset. Paa Væstnæs bör Du, hvis Du er Tourist og kommer paa de Kanter, opholde dig nogle Dage og gjöre Udflugter i alle de Retninger,

som her saa bekvemt og naturligt tilbyder sig. Vestnæs er jo desuden i og for sig selv en klassisk Jordbund, vel kjendt saa langt den norske Tunge tales, eller ialfald saa langt Morgenbladet læses. Hvem har ikke hört om Furlandsmyrenes Opdyrkning, som desværre rigtignok ikke er praktikabel ? Hvem kjender ikke den uforfærdede Bistand Vestnæs har ydet i mange af vore Pressekrige i de senere Aaringer ? Hvem husker ikke Sangerfesten iaar ? Hvem mindes ikke at Kong Karl drog derigjennem i 1856 ? Hvem har vel glemt Romanen om den fattige Enke, som ved godgjörende Menneskers Bistand blev Kapitalistinde, og som nu i sin Enkestand, Gud maa vide ved hvis Bistand, skal være kommen i Besiddelse af en Arving til sine Kapitaler ? Og endelig, hvem ser ikke med spændt Forventning i denne Tid paa Vestnæs, som Skueplads for den nye Religionskrig der nu truer med at udbryde mellem Protestanter og Katoliker ? Dog, hva du gjör eller ikke gjör, - kommer du til Vestnæs, saa tag ikke ind til Dhrr: Stokkeland. Den, der giver dig dette Raad, har boet der i tre Dage og ved hvad det vil sige. Se indom Dören bör du dog, thi da ved du omtrent hvorledes et Røverherberge i de tydske Romaner ser ud.

H.I