Stokke pr. Stavanger den 1ste Mai 1884. Hr. Friherre Emil Walleen! Breve som Deres er det altid en Fornøielse for en Forfatter at modtage og at besvare. De er ikke heller den første, der finder fru Wenche mindre klar fra min Haand. Jeg er selv kommen paa den Tanke, at jeg har været for knap i den psykologiske Skildring af hende. Den Bog tog mod Slutten en saa overhændig Fart, og hun - Fruen - var mig saa levende i Aanden og hendes Skjæbne saa pinlig, at jeg muligens har forlangt for meget af Læseren. For Dem - Høistærede! synes Hovedvægten at ligge i hendes Forhold til Manden; De nævner det som hendes Feil, at hun har levet dulgt for Manden; - De taler om, hvor let en Forsoning kunde være hidført. Men det er slet ikke min Mening. Fru Wenche skal staa saa souverain overfor den Pjalt af en Mand, at hendes Ægteskab efter den første Skuffelse ikke spiller nogen synderlig Rolle i hendes Sjæleliv; hun vil aldeles ingen Forsoning med ham, hun gider ikke. Anderledes stærkt holdes hun tilbage i Livet ved Tanken om Børnene - baade det fødte og det ufødte; - dette har jeg kanske ikke tilstrækkeligt accentuert, - jeg er saa bange for at blive, hvad Søren Kirkegaard kalder "Publikums Opvarter". Men hvad jeg nu forstaar, at jeg ganske sikkert ikke har fremhævet tilstrækkeligt - det er den Besudling af alle hendes kjæreste Tanker og Ideer, som Opdagelsen af Mordtmanns Lurvethed pludseligt aabenbarer. Her burde jeg tydeligere lagt Roden til den Modbydelighed, Fru Wenche føler mod at fortsætte Livet. De nye frie Ideer, som hun gik der alene med, medens hendes Mand og alle hendes Omgivelser hoverede i selvgod Bornerthed, dem kunde hun ved sin mangefulde Uddannelse (som norsk Dame) ikke helt faa Nytte og Kraft af; hele sit Liv matte hun være paa Post, for at forsvare dem snart mod Latter snart mod ondskabsfulde og giftige Fordreielser - saaledes som en frisindet Mand eller Kvinde endnu den Dag i Dag lever i vort Samfund -, og saa træffer hun denne Ene, som løser hendes bundne Tanker, giver hende Haab og Mod, - og saa er han en elendig, karakterløs Slyngel. Se, det kan hun ikke bære; hendes Karakter er kun stærk paa det Punkt: at være ærlig; hendes fremhærskende Egenheter gaa ikke i Retning af Kamp; hun er ikke af de haardhudede, der gjennem alskens Uføre og Uhumskhed gaa løs paa Maalet; hun er saa ren og klar som en Tone, og hun dør i Disharmonien uden at kunne beseire den. Saaledes har jeg tænkt mig Fru Wenche, og saaledes er hun bleven mig kjær, og derfor har jeg lukket hendes Øine i Medlidenhed, fordi jeg følte en Glæde ved at se en, der slap fri for at "slaa af", for at synke og synke, som vi alle gjør i denne lurvede Verden. Ja - nu kan De rose dem af at besidde en stor Sjeldenhed i dette Brev; thi det er første Gang, jeg indlader mig paa at give Forklaringer, der nærme sig til Forsvar. Men Deres Brev var saa elskværdigt, og det traf mig i et lykkeligt Øieblik. Min næste Roman kommer til Høsten. Den omhandler Abraham Løvdahs videre Skjaebne, - Kampen i ham mellem de to Naturer; Faderens og Moderens; endvidere skal der være om Penge og Pengemoralen. Modtag min forbindtligste Hilsen Deres ærbødige Alexander L. Kielland. |