Høstkveld

av Nordahl Grieg

Det er i skumringen. Lyset rinder
urolig bort.
En kort og stormende dag forsvinder.
Det mørkner fort.

Men mellem aasryggens sorte stammer
det lyser ind:
ved himmelbranden – langt ute, flammer
et trodsig skin

Mens alle farver i skumringstimen
blir stemt i moll,
saa lyser endnu den gyldne strimen
saa klar og kold.

Den trodser natten, - den staar alene
som steile sind ---
men ødslig rasler i tørre grene
den skarpe vind.

Det sidste lysskjær dør ut i vesten
bak lave fjeld,
I nakne trætoppe suser blæsten
den sene kveld.

Paa lazarettet

En saaret soldats tanker og stemninger.

av Nordahl Grieg

Der kommer nogen stille ind i rummet
de nye saarede blir baaret ind;
men snart er uroen igjen forstummet,
og de dør bort -- de rappe søstres trin
Men stilheten og freden naar ikke til mit sind

I disse vaakne, endeløse nætter
jeg lever kampens stunder om igjen,
jeg ser det skarpe glimt av bajonetter
den vilde nærkamp mellem stride mænd,
og al den sunde ungdom som såret blir strakt hen

Jeg var nervøs fra før og litet egnet
for krig og nød, men maatte dra avsted;
og saa, en høstklar dag ved pigtraadhegnet,
da hændte det som aldrig gir meg fred
Det var da første gang jeg stødte nogen ned.

En tysker foran mig - en unggut næsten
gik kjækt og uforfærdet motig paa,
og i hans gyldne krøller lekte blæsten,
hans øine var troskyldige og blaa.
Jeg støtte til ham og han stupte saa.

Jeg vet saa godt at dette samme hænder
med tusinde i alle disse slag.
Allikevel saa erdet som jeg kjender
en dunkel anger efter denne dag.
La folk kun tænke: jeg er følsomt svag.

Jeg ligger søvnløs her paa lazarettet
i sykestuens egne tunge em,
og gang paa gang har mine tanker lettet
som trækfugle - paa veien til mit hjem.
Men vingeskutte erde, og naar aldrig frem!

For noget stanser mig i al min tanke -
en røst har klagende for Kain mig kaldt,
for guttens øine, - dødsrædde og blanke,
de møtte mine i den stund han faldt.
Det blik det stirrer mot mig bebreidende - fra alt.

Aa - disse stumme frygtelige blikke
som stirrer mot mig ifra fjern og nær - !
Jeg prøver undgaa dem, men kan det ikke,
de findes allesteder hvor jeg er,
og hvad jeg fordum saa, det ser jeg aldrig mer.