”En Balhistorie”

av Joh. Ludv. Mowinckel

Henrik Holm havde bestandig været en lystig kar, og rygtet om de drikkelag og historier, som han som student havde taget del i inde i hovedstaden, naaede lige frem til den lille provinsby, hvor hans fader havde en udstrakt fiskehandel, men nu var Henrik Holm bleven kandidat, og saa maatte det vel være forbi med studenterstregene.

Og derhos var han jo ogsaa bleven forlovet med grosserer Hansens datter, - saa skulde ikke Henrik blive ordentlig nu, saa blev han det aldrig. Dette var i alle fald den gamle Holms mening og blev tilslut ogsaa Hansens, thi Henrik lod virkelig nu til at være bleven en ordentlig fyr. Hansen, den gamle gnierpung, som Henrik i almindelighed kaldte ham iblandt kammeraterne, havde i begyndelsen havt adskilligt imod partiet, men tilsidst var han dog ved Holm & søns fyndige argumenter, falden tilføie og havde strøget flag.
------------------------------
Dansemusikkens toner brusede ud fra de aabnede vinduer i Hansens eiendom. Der var stort bal. Et bal hørte forresten til sjeldenhederne i den lille by, og det var saaledes ikke underligt at en talrig skare havde forsamlet sig udenfor dels for at lytte til musikkens toner og dels ogsaa, for at faa et glimt at se af de dansende.

Indenfor i et af de smaa kanapper, som omgav dansesalen, saa Henrik Holm sammen med sin ven Frederik Daa.
”Frederik har du nogensinde seet et saadant vakkert kvindfolk som hun der?”
”Er det din forlovede du mener?” henkastede Daa søvnigt.
”Nei for pokker, jeg kan da vel faa lov at snakke om andre kvindfolk jeg ogsaa, nei du ser den tjenestjenten der, har du nogensinde seet noget sligt fruentimmer?”
Og det kunde han gjerne indrømme; thi Sofie var vakker. Hendes mørke haar faldt i smaa løse lokker nedover dent formede pande, medens det bag var opsat i en græsk knude. De store mørke øine røbede lidenskabelighed, og naar hun smilede kom en række snehvide tænder til syne bag de friske læber. Og den hele skikkelse var saaledes, at den nok kunde gjøre et mer flegmatisk menneske end Henrik ”gal” i hovedet.
Efter en stunds forløb reiste vennerne sig og begge slentrede ind i balsalen. Men Henrik var optagen af tanken paa Sofie. Han havde jo rigtignok ofte seet af hende før og havde ogsaa seet, at hun var smuk, men saa henrivende som i aften, nei død og pine om han havde seet sligt!

Optagen som han var af forskjellige modstridende følelser opførte han sig endog paafaldende distrait ligeoverfor sin forlovede og da hun spurgte ham om ikke følte sig rigtig vel, svarede han, at han var saa varm i hovedet, og at han vilde gaa du i den ytre koridor, for at afkjøle sig lidt. Han gik altsaa ud og som han nu gik der ude og drev i den kjølige gang kom Sofie tilfældig forbi. Han standsede hende, han maatte tale med hænde. Og de stod og talede sammen indtil han hørte sin forlovede kalde paa ham; samvittigheden slog ham, men kun et øieblik, thi han saa med det samme paa Sofie og hans beslutning stod fast. ”Farvel Sofie, vi tales med, naar jeg gaar.”

Ballet var færdigt og den sidste vogns rumlen havde forlængst tabt sig i det fjærne, da en vinterklædt herre med sig du fra en bagdør i Hansens eiendom. En kvinde hviskede ”Farvel Henrik”.

To aar var gaaet. Folk talede ikke om andet, end at grosserer Holm havde taget en løsunge til sig. Hvilken stor og ædel handling! Men hvem var barnets Fader?